Tillykke Dixie, med de 10 år!            20 april 2019

Så kom dagen hvor Dixie blev 10 år. Og hvilke 10 år - hun er ikke en gennemsnitlig hund!

Da hun flyttede hjemmefra var hun så ked af det at hun hverken kunne spise eller lege, hun lå helst på mit skød hele den første uge og var en rigtig tryghedsnarkoman. Hun havde drukket mælk hos sin mor lige til det sidste, og kunne slet ikke klare den nye kost, så hun havde dårlig mave. Det kom hun sig over, men 1½ år gammel blev hun erklæret død, da hun forsvandt efter en voldsom bilulykke. Efter at have været væk i 9 timer kom hun hjem og ville gerne "reddes". Og det klarede Niels, vores superdygtige lokale dyrlæge, til trods for at hun var kommet slemt til skade. Alle ribben i højre side var brækket, lungerne fyldt med blod og der var hudafskrabninger over det hele. Smurt ind i blod og pladder. Hendes tilstand var kritisk, og jeg bad ham om kun at behandle så længe det var rimeligt for hunden. Jeg regnede ikke med at få hende hjem igen. men det regnede Dixie med! Efter et døgn på klinikken blev jeg ringet op, at nu ville min hund gerne hjem! Det var den nat hvor Dixie lærte at sove i sengen, for jeg turde ikke lade hende sove alene af frygt for at hun ville dø i løbet af natten, derfor kom hun ind i dobbeltsengen, hvor hun lå musestille, - de første to dage! Så blev hun lidt for frisk, og måtte ud af soveværelset igen. Men det har hun aldrig glemt, og kan stadig stå og kigge bedende på mig når jeg skal i seng!

Efterfølgende blev hun helt frisk igen, bortset fra at hun mistede det meste af halen, og at hun stadig af og til har brug for en behandling af vores dygtige hunde kiropraktor når hendes SI-led forskubber sig. Dixie har i årenes løb gjort alt hvad hun kunne for at gøre mig tilfreds, hun har kæmpet sig til super flotte præmieringer indenfor alle jagtdiscipliner / prøver, har vundet en masse præmier og pokaler, har gået en masse jagter, men har først og fremmest været min trofaste og kærlige livsledsager. Og hun har lavet det skønneste kuld sunde og velfungerende hvalpe. Jeg har haft så mange gode oplevelser med Dixie, og kan faktisk slet ikke huske hvordan livet var uden hende. 

Fødselsdagsmenuen bestod af lammekallun, kaninryg, hakket laks og lidt blåbær og jordbær, garneret med et dejligt stykke okseryg - vel passende for en super skøn hund som Dixie! Tillykke Dixie, med de første 10 år, jeg håber at følges med dig i mange år endnu!

 

Skriv en tekst her