Farvel Bosse!

D.3/2 2015 blev dagen hvor vi måtte sige farvel til en helt fantastisk hund. Efter knapt 11 års aktivt jagt- og hundeliv, hvor Bosse ikke havde skånet sig selv for noget, måtte vi indse at han var blevet indhentet af alderen. Han har i årenes løb pådraget sig utallige skader, og nu mente vores gode dyrlæge at det var tid at give ham fred - mens han stadig havde liv i øjnene og værdigheden i behold. Bosse arbejdede super i sin sidste jagtsæson, men d. 31/1 valgte han at blive liggende da Anders pakkede bøssen. Han rejste sig først da Anders kaldte på ham, og det var sidste opfordring til at få ham undersøgt af dyrlægen.  Vi kunne godt se at han ikke længere havde de samme muskler i bagparten som han plejer... Bosse var, som dyrlægen sagde, slidt op, - helt op!

Bosses øjne lyste af glæde da dyrlægen fodrede ham med godbidder mens han ventede på at bedøvelsen virkede.

Tak for alt Bosse, du var en fantastisk hund! Hvor er vi heldige at have haft dig, og at vi har lidt af dig stadig, du lever videre i Samson og Vicki - og alle de andre gode hvalpe du har lavet!